Der er mange måder at lave øl. Og langt færre måder at lave god øl!

Jeg er nu nået til det punkt de fleste håndbryggere når på et tidspunkt, nemlig der hvor man har lyst til at eksperimentere for alvor!

Og efter den ufrivillige brygpause var der masser af entusiasme at tage af, så der blev brugt mange timer foran skærmen og med bøger. Målet var klart: At lave en god øl, der havde noget andet end malt som den primære sukkerkilde.

Litteratur og internetfora er enige: Der er god grund til at malt er en gennemgående ingrediens i i øl! Masser af omdanneligt stivelse, enzymer til processen, nemt at dyrke, god smag der passer sammen med alkohol, humle og restsukker. Andre sukkerkilder bør bruges med forsigtighed, medmindre man stræber efter en bestemt “etnisk” smag, som f.eks. palmevin eller øl brygget på kaktussaft.

Opskriften blev til næsten i protest mod dygtigere bryggeres gode råd. Stuck mash, uklarhed, utilstrækkelig enzymkoncentration, total nedgæring, der var masser af gode og rimelige grunde til at det ikke ville gå godt. Men brygdagen oprandt, og den isolerede mæskegryde blev hevet frem. For mæskningen blev skemasat til at tage 4 timer, da enzymaktiviteten var meget lav pga. den lille mængde malt (kun 2 kg).

Smagning efter 10 dage på flaske: FORFÆRDELIGT! Kraftig alkoholkarakter, meget tør, alt for bitter! Øv bøv!

Efter 1 måned på flaske: HURRA! Bitterheden har udviklet sig videre, og der er nu klare citrusnoter. Balancen mellem bitterhed, restsødme og alkohol er nu langt bedre, omend det stadig er en tør øl. Naboer og kolleger kalder det en let øl, hvilket er interessant, de 7% alkohol taget i betragtning!

Det bliver spændende at se om citrussmagen stammer fra humlen, eller om det er en svag infektion. Det vil tiden vise, hvis flaskerne ikke når at blive tømt inden! :-)